Vi er blevet dygtige til at snakke om, hvordan vi har det, og ikke nok med det: Vi forventer at folk er i stand til at sætte ord på deres følelser. Men hvad nu hvis følelser – vrede, sorg, bekymring, afsky – slet ikke findes som faste størrelser? Hvad hvis de kan skifte form og indhold, hvad hvis de er totalt ubestemmelige?

Moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic er specialist i spørgsmål om affekt, og undersøger for tiden begrebet ’alexitymi’ – manglende evne til at verbalisere sine følelser – som psykologien og psykiatrien gennem de seneste 50 år har formået at kæde sammen med sindslidelser og afvigende adfærd.
Spørgsmålet er, hvordan det blev normalt at ’vide’, hvad man føler. Om det ligefrem kan være skadeligt at forvente det af sig selv og andre – for eksempel når man bruger de gængse forestillinger om ’følelsesmæssig intelligens’ til at vurdere folks evner som forældre.
Glæd dig til en samtale, der vender op og ned på vedtagne sandheder om, hvad det vil sige at være et følende menneske. Og insisterer på den politiske og moralske nødvendighed af at lægge skråsikkerheden fra sig og lade tvivlen fylde mere.
DITTE MARIE MUNCH-JURISIC er ph.d. i filosofi og lektor ved Centre for Culture and the Mind på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Hun leder forskningsprojektet 'Cultured Emotions: A Conceptual History of Alexithymia.' Journalist, forfatter og foredragsholder ANDERS HAAHR RASMUSSEN interviewede hende foran et live publikum i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde.