Verden forsøgt forklaret

Sex under sygdom: Andet og mere end lyst og funktion · Annamaria Giraldi

Episode Summary

Hvad forstår vi egentlig ved sex? Og hvorfor bliver seksuelle problemer hurtigt gjort til spørgsmål om funktion – selv om det sjældent er dét, der fylder mest? Overlæge ved Sexologisk Klinik, professor Annamaria Giraldi, forklarer i dette afsnit af ‘Verden forsøgt forklaret’,hvordan mennesker, der opsøger sexologisk behandling, ofte møder op med meget konkrete problemer – rejsning, lyst, udløsning – men ender med at tale om noget andet: nærhed, relation og muligheden for at tale sammen.

Episode Notes

Hvad forstår vi egentlig ved sex? Og hvorfor bliver seksuelle problemer hurtigt gjort til spørgsmål om funktion – selv om det sjældent er dét, der fylder mest?

Overlæge ved Sexologisk Klinik, professor Annamaria Giraldi, forklarer i dette afsnit af ‘Verden forsøgt forklaret’,hvordan mennesker, der opsøger sexologisk behandling, ofte møder op med meget konkrete problemer – rejsning, lyst, udløsning – men ender med at tale om noget andet: nærhed, relation og muligheden for at tale sammen. Med afsæt i forskning og klinisk praksis beskriver hun, hvordan sygdom, stress, depression og medicin påvirker seksualiteten både biologisk, psykologisk og i parforholdet.

I samtale med journalist og forfatter Amalie Langballe gennemgår Giraldi blandt andet, hvad der sker med lysten ved depression, hvordan hjernens kemi spiller ind, hvorfor bivirkninger ved medicin kan ramme seksualiteten, og hvorfor det ofte er vanskeligere at tale om sex netop dér, hvor sygdom fylder mest. Samtalen kredser også om forestillinger om normalitet, kønsforskelle i lyst og om, hvorfor et godt sexliv ikke kan måles i hyppighed eller præstation.

ANNAMARIA GIRALDI er overlæge ved Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København, og klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet. Hun bliver interviewet af AMALIE LANGBALLE, journalist ved Weekendavisen og forfatter, senest til romanen “Elskende” (Lindhardt og Ringhof, 2025).

VERDEN FORSØGT FORKLARET er en samtalerække om det, der former vores fælles verden. Ugens gæster bidrager med forskningsbaserede perspektiver på temaer fra den offentlige samtale – det, vi taler om, stemmer om, strides om og samles om. Bliv klogere sammen med nogle af landets førende  forskere, når de fra intimscenen i det historiske Københavns Universitetsbibliotek i Fiolstræde giver deres bud på, hvad der er op og ned i aktuelle diskussioner om emner, der betyder noget.